I Lisbjerg kan man ikke handle ind: ”Før i tiden tog man til købmanden for benzin, nu tager man på tanken for at handle ind”

Inger Holm og Kjeld Wammen er trætte af indkøbsmulighederne i Lisbjerg (Foto: Jeppe Peschardt Assenholt)

I Lisbjerg tager udviklingen fart og de små børnefamilier strømmer til. Men det er stadig ikke muligt at få klaret indkøbene andre steder end på den lokale tank. Kan man virkelig udvide byen med 400 indbyggere om året uden en udsigt til etableringen af supermarked?

Af Jeppe Peschardt Assenholt

I et lille, hyggeligt hus, knap en kilometer fra Lisbjerg, bor Inger Holm og hendes mand Kjeld Wammen. De har begge boet i Lisbjerg, i hvad der bedst kan beskrives som en menneskealder, og Inger har faktisk boet i huset, siden hun blev født i 1941. Huset dufter i dagens anledning af nybagte boller og frisklavet kaffe, og Inger kan fortælle, at hun er en ægte ”Lisbjerg-pige.” Hun har oplevet Lisbjerg, dengang den sidst havde en købmand. 

“Nu skriver du jo om udviklingen, jeg vil nok nærmere kalde det afviklingen,” siger en nostalgisk Inger Holm med et smil på læben. “Dengang havde vi en kro og købmændene lå langs Randersvej nærmest på rad og række,” uddyber hun. 

I dag er situationen dog en helt anden. Der ligger hverken Netto eller Rema i Lisbjerg, og det er noget, som både Inger og Kjeld er godt træt af: “Man kan jo godt handle lidt nede på tanken, men det er et spartansk udvalg,” fortæller Kjeld Wammen, “Før i tiden tog vi til købmanden for at tanke, nu tager vi på tanken for at handle ind,” svarer Inger Holm med et smil på læben.

I den seneste lokalplan, hvori der er nævnt dagligvarebutik, blev der præsenteret en ny lokalplan for Lisbjerg. Ifølge nylisbjerg.dk var målet med denne, at indbyggertallet i Lisbjerg i løbet af de næste 60 år skulle stige fra det nuværende 1063 indbyggere til 25.000 indbyggere. En vækst der dermed vil give Lisbjerg hele 400 nye tilflyttere om året. En af disse tilflyttere er Sidsel Helena Karsberg, der for nyligt flyttede ind i Bakkehusene:

“Jeg er glad for naturen herude, og at man samtidigt ikke er længere end 15 min væk fra byen (Aarhus C red.). Det er lidt skørt, men luften er anderledes herude,” fortæller en glad Sidsel Helena, der også påpeger en velrenommeret skole og et rigt foreningsliv som værende grundende til, at hun flyttede til Lisbjerg. 

Også hun mener, at en manglende butik er et problem: “Det er mega besværligt, når man skal handle til en lille familie for en hel uge,” fortæller hun. Som situationen er lige nu, er Sidsel Helena nødsaget til at gøre brug af både Nemlig.com og Hello Fresh. Alternativer som hun mener, er dyrere for hende. Selvom hun elsker at gå, er en tur på gåben til Trige ikke at foretrække, når man skal bære de tunge varer hjem. 

Tilbage i skoven, fortæller Inger og Kjeld, om hvordan de har følt sig nødsaget til at tage sagen i egen hånd:

“Vi skal enten til Skejby, Trige eller Lystrup for at handle”, fortæller Kjeld Wammen. De har derfor kontaktet dagligvarekæden ABC-Lavpris for at høre, om de kunne tænke sig at åbne en butik i Lisbjerg: “Vi har skrevet en mail til dem, vi er så glade for at handle der, når vi af og til er forbi én, og vi skal nok snart have sendt en mail mere”, fortæller Kjeld Wammen.

Kritikken omhandlende det manglende supermarked er ikke ny for kommunen. På et virtuelt borgermøde tilbage i oktober 2020, lød en af spørgsmålene:

“Er der planer for, hvornår et supermarked bliver opført i Lisbjerg?” Dengang lød svaret, at der i primo 2021 ville blive lavet et udbud, og at man derfor ville kunne forvente at se en butik tre år efter. En udtalelse der læner sig op ad den forklaring, Aarhus Kommunes strategiske chef bruger i en artikel til Aarhus Stiftstidende tilbage i maj, hvor forventningen var en dagligvarebutik i 2025. 

Præsenteret med kritikken kan projektleder i Arealudvikling hos Aarhus Kommune, Tanja Westfall Brøndum, fortælle, at der arbejdes på udviklingen af en bymidte, der på sigt skal kunne rumme detailhandel. Hun forklarer desuden, at hun ikke vil kunne fortælle mere end dette. 

Som følge af den ekspansive byudvikling Lisbjerg lige nu gennemgår, vil det betyde, at der i 2025 vil bo omkring 2300 mennesker i området. Dette er dog uden en udsigt til byggeriet af et nyt supermarked i den nærmeste fremtid. Jeg har derfor spurgt kommunen, om de er i kontakt med nogen dagligvarebutikker, og hvad eventuelle kriterier er, men de er imidlertid ikke vendt tilbage på henvendelsen.

“Jeg tror, der er et clash, imellem den målgruppe man henvender sig til i Lisbjerg, og de muligheder man har”, fortæller Sidsel Helena Karsberg. Hun er dog ikke i tvivl, da jeg spørger hende, om hun kunne finde på at flytte væk herfra igen. “Det kunne jeg ikke finde på, selvom det er lidt træls med indkøb. Her er et godt fællesskab og en masse gode fritidsaktiviteter, man kan gå til.”

Inger Holm afviser, at de kan nøjes med den rige køkkenhave: “Vi skal også have kaffe og mælk, og så er det er rart at komme lidt ud,” fortæller hun og griner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *